Originale møbler af Hans J. Wegner
Hos KLASSIK finder du et skiftende udvalg af originale brugte møbler af Hans J. Wegner. Vi har siden 1991 handlet med Wegners møbler og objekter og udvælger hvert eksemplar med fokus på autenticitet, producent, kvalitet og stand.
Hans J. Wegner var en af det 20. århundredes mest betydningsfulde danske møbelarkitekter. Med sin baggrund som møbelsnedker forenede han funktion, materialeforståelse og præcist håndværk i møbler, der blev centrale for udviklingen af Danish Modern.
Hans J. Wegner – Stolens Mester
Hans J. Wegner blev født i Tønder i 1914 og kom allerede som 14-årig i lære som møbelsnedker. Gennem sin karriere tegnede han op mod 500 stole og fik derfor tilnavnet Stolens Mester.
Hans møbler spænder fra enkle og funktionelle brugsgenstande til avancerede snedkermøbler, hvor konstruktionen bliver en synlig del af designet. Fælles for værkerne er en kompromisløs tilgang til proportioner, komfort og materialer.
Wegners samarbejde med danske møbelproducenter
Bag Wegners møbler stod en række betydningsfulde danske snedkermestre og producenter. Hans mangeårige samarbejde med Johannes Hansen resulterede i flere af hans tidlige hovedværker, mens PP Møbler senere videreførte produktionen af en række af hans mest krævende designs.
Wegner samarbejdede desuden med blandt andre AP Stolen, Getama, Carl Hansen & Søn, Ry Møbler og flere andre producenter. Producenten har stor betydning for møblets historie, alder og samlermæssige værdi.
Brugte Wegner-møbler med dokumenteret historie
Det aktuelle udvalg kan omfatte stole, lænestole, sofaer, borde og andre møbler af Hans J. Wegner. På den enkelte produktside finder du oplysninger om model, producent, materialer, mål, produktionsperiode og stand.
Nogle møbler sælges i original stand med bevaret patina, mens andre er professionelt istandsat på vores egne værksteder. Læs mere om vores arbejde med istandsættelse og restaurering.
Har du spørgsmål til et konkret Wegner-møbel i vores aktuelle udvalg, kan du ringe på 33 33 90 60 eller kontakte os via mail.